Det kan nok være vores lille barnebarn Zeppelin fik sig noget af en oplevelse idag. En oplevelse der havde gjort så stort indtryk på ham, at han ikke snakkede om andet fra han blev hentet i vuggestuen til han faldt i søvn. Han havde set “Kongekronemanden” og en masse heste. “Kongekronemanden” er – som de fleste af jer nok har regnet ud – Kong Frederik.

I forbindelse med kongeparrets sommertogt besøgte de Thisted, hvor vores søn og hans familie bor. I vuggestuen havde de snakket med børnene om kongeparrets besøg, og de skulle selvfølgelig ned og vinke til dem. Børnene havde lavet hver sin flotte kongekrone, som de havde på. Taskerne blev pakket med flag og en masse lækre pølsehorn og drikkelse til en lille pause, og så tog de ellers på udflugt.

Dejligt, at de voksne i vuggestuen prioriterer at give børnene sådan nogle oplevelser. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Zeppelin var mega stolt over at han havde set “Kongekronemanden”.











