Vi har været i biografen, det er sjældent det sker.
Jeg er vild med Robbie Williams musik, så filmen Better Man var bare et must for mig. Bernd og jeg går utrolig sjældent i i biografen, men han var heldigvis med på at se filmen. Anmeldelserne er egentlig okay, men publikumsmæssigt siges det, at filmen er et flop. Da vi var inde at se den, var vi også kun 8 personer i salen. Uden at gå i for mange detaljer, fortæller jeg lidt om filmen, så her kommer min egen, personlige mening om den.
Filmen følger Robert Williams fra han som barn blev mobbet utrolig meget i skolen. Han elskede at synge Frank Sinatra sange sammen med sin far, når han altså endelig var hjemme ved familien. Faderen drømt om en stor sangkarriere, og forlod derfor Robert og hans mor. I starten af filmen ser man Robert stå bedrøvet og kigge efter den bus faderen lige er steget ombord på, og spagfærdigt synge den kendte Robbie-sang “Feel”. Så var linjen ligesom lagt, – faderen havde valgt, men en stor sangkarriere blev det aldrig til. En gang i mellem dukkede han op derhjemme for en kort stund, før han rejste af igen.
Robert drømte ligesom sin far om en sangkarriere, men hans usikkerhed og selvværd kunne ligge på et lille sted. Hjemme er det især hans bedstemor, der altid står med armene åbne for ham. Hun gør et ihærdigt stykke arbejde for at støtte ham, og indprente ham, at han er god nok præcis som han er.
Som stor dreng går han til audition i håb om at blive medlem af den nye gruppe Take That. Det lykkes for ham at komme med i gruppen, og Robert Williams blev herefter Robbie Wiliams. I gruppen fyldte Gary Barlow rigtig meget, hvilket gjorde Robbies selvværd og usikkerhed endnu dårligere. Han blev mere og mere rebelsk, flabet og narcissistisk, og det hele endte i en voldsomt misbrug. Igennem hele sin karriere har han set sig selv som en dansende abe. I Better Man er Robbie da også portrætteret som abe. Det lyder måske mærkeligt, men det giver rigtig god mening, når man ser filmen.
Han forlader Take That, og på trods af et misbrug der bliver værre og værre, samt flere og flere dæmoner, skaber sig en solokarriere. Alt i alt lykkes det ham at få en gigantisk karriere indenfor musikverdenen. Først da han, på et tidspunkt konfronterer sine dæmoner og problemer, og går i terapi, lykkes det ham at få nogenlunde styr på sit liv. Uden at afsløre for meget, finder han kærligheden og forholdet til forældrene bliver bedre. Først da bedstemoderen dør går livets alvor rigtig op for Robbie, og man ser hvor meget han savner alle deres gode timer sammen. Filmen slutter med, at han giver koncert i Royal Albert Hall, hvor begge forældre er til stede. Her synger Frank Sinatras “My Way” sammen med sin far, og så er ringen ligesom sluttet.
Hvad synes jeg så om filmen?
Altså hvis man er fan af Robbie Williams, kan man ikke andet end at lide denne film. Man får serveret den ene ørehænger og det ene store hit efter hinanden. Kæmpe dansescener bliver det også til. Faktisk er det lige før man selv sidder og rocker med i stolen undervejs. Men filmens alvor ligger selvfølgelig også og lurer. På trods af Robbies narcissistiske, flabede adfærd, kunne jeg ikke andet en at have ondt af ham, for sikke et hårdt liv han har haft. – Uanset hvad, så elsker jeg hans musik, det kan der ikke laves om på.
Nu må vi se, hvornår vi igen går i biografen, – jeg har en film inde på radaen, men der går noget tid før den har premiere.
