Det er fire måneder siden jeg har skrevet herinde, og hold da op for nogle måneder.
I påsken hentede vi dejlige lille Theo hos opdrætteren i Holstebro. Han har selvfølgelig fyldt det meste af vores tid, og også krævet det meste af vores energi her i den første tid. Mange nætter med afbrudt søvn, en lille utæt ven og masser af grin og glæde over det skønne lille væsen, som har så meget at lære. Men alt er helt som det skal være.
Præcis som forventet er mine intentioner om at lave Project Life i 2025 gået fløjten. Jeg nåede at lave til og med juni måned. Mit fokus har herefter været andre steder, og at lave Project Life kræver energi, koncentration og overskud. Men også det er helt som det skal være.
Noget der ikke har været helt som det skulle være er fysikken. Jeg har nemlig døjet med en del smerter i hofte og lyskeregionen, og fået forskellige behandlinger herfor. Først var jeg ved en osteopat, som efter 5 behandlinger meddelte, at han havde gjort det han kunne, og at der nu skulle massage til at tage det sidste. Derefter var jeg ved en massør, hvilket jeg mest fik blå mærker og voldsom ømhed ud af. Sidste var jeg ved kiropraktor. Det var sådan set godt nok, men holdt mig kun nogenlunde smertefri et par dage efter behandlingerne. Nu har jeg fået en tid hos en fysioterapeut, så jeg er spændt på hvad han kan gøre. Smerter og problemer med at gå og en hundehvalp er ikke det allerbedste kombi. Heldigvis klarer B. mange af gåturene, men det ville nu være dejligt, hvis jeg også kunne gå med. Jeg er heldigvis fortrøstningsfuld og positiv, – det skal nok hjælpe denne gang.

