Jeg har slet ikke fået fortalt om vores dejlige lille efterårsgetaway i Vorupør. Jeg deler det op i 2 bidder, og her kommer den første. Nogle af jer ved, at vi jo har haft et sommerhus i Vorupør, og er kommet rigtig meget i området. Vi solgte sommerhuset for nogle år siden, men elsker stadig at komme til Thy. Det er der flere grunde til, – en af dem er, at vores søn og svigerdatter bor der, så er det nemt at besøge dem, og de har let ved at komme ud os. De har rigeligt med plads, men vi synes det er lige sin sag at komme og overnatte flere nætter ad gangen, når vi har Aiko med, også set i lyset af, at de selv har hund. Derfor lejede vi en lækker, lækker campinghytte bl.a. med opvaskemaskine, fra torsdag til mandag. – Og jeg siger jer, at vi nød det.
Efter vi havde pakket voret ting ud og drukket en kop kaffe, gik vi en dejlig tur ned til vandet, og vi endte omme ved Landingspladsen. Den er nu ikke hvad den har været. For nogle år siden blev den nemlig “shinet op” i forbindelse med et dyrt projekt. Desværre er det gamle fiskermiljø gået lidt fløjten ved renoveringen. Det var vist meningen, at Landingspladsen skulle gøres mere moderne og brugervenlig. Der blev bl.a. lavet et havbad og nogle gode faciliteter for de surfere, der kommer til Cold Hawaii (primært Vorupør og Klitmøller). Nå, men nok om det.
Fredag formiddag kørte vi til Sjørring. Her ligger firmaet Thya, hvor de sælger specialiteter fra Thy. De laver f.eks. de mest fantastiske trøfler, sådan hedder romkugler altså her i Jylland. Ellers sælger de lækkerier lige fra øl, rom, saft, marmelade, krydderier til sirup, dressinger – you name it. Jeg var egentlig bare nysgerrig efter at se, hvad de havde, men endte alligevel med at bruge temmelig mange penge.
Jeg fik dem bl.a. til at lave en fin kurv med lækkerier til Claus og Maja. En anden ting de sælger er de lækreste uldplaider, som jeg “kom til” at købe en af. I disse tider skal vi jo spare på varmen, – det er jo altid godt at have undskyldninger HA-HA. En lille flaske rom med havtorn kunne jeg heller ikke stå for. Nåh.. ja, og en æske med de fantastiske trøfler, som bliver lavet af Trøfleriet, som er en del af Thya.
Efter besøget hos Thya kørte vi tilbage mod Vorupør, men holdt ind ved Faddersbøl hundeskov, så Aiko kunne få en dejlig luftetur der.
Vi havde aftalt med Claus og Maja, at de kom og spiste noget take away sammen med os fredag aften. Der er ikke så meget, der har åbent deroppe på denne årstid, så det blev til nogle lækre burgere fra Klochs restaurant.
Her er de så, de to dejlige mennesker, selvom billedkvaliteten ikke er så god
Indlægget fra de sidste par dage er lige på trapperne, so stay tuned!
No Comments