Der er ingen tvivl om, at tiden efter vi måtte sige farvel til Aiko har været utrolig hård. Heldigvis mødes vi stadig med vores dejlige 2- og 4-benede hundevenner i skoven. Ikke hver dag, som før, men et par gange om ugen.  Det er rigtig dejligt at få lidt hundekontakt på den måde, men det er jo selvfølgelig slet, slet ikke det samme, som da vi selv havde hund med.

I drømmer ikke om, hvor mange gange vi bliver mødt med spørgsmålet, om vi da ikke snart skal have hund igen. Hver gang har vi trukket på det, og er kommet med alverdens halvhjertede forklaringer om, hvorfor vi “ikke skal have hund igen”. Men vi må også bare erkende, at vi savner det SÅ meget, og at vi trænger til at have nogen, der holder os i ånde hver evig eneste dag. Vi savner et lalleglad fjollehoved, en hyggelig og kærlig puttegøj og en lille terrorist, der sætter hjemmet på den anden ende.

For en måneds tid siden besøgte vi en – eller rettere to (mor og datter) – helt fantastiske opdrættere, der har en dejlig kennel sammen. Meningen med vores besøg var, at vi skulle se hinanden an hinanden i forhold til at få en hvalp derfra, og man må siger, at der virkelig var et match. Vi har ønsket os en dejlig lille han-hvalp, og har været ved at gå ud af vores gode skind af spænding ift. om der blev en lille fyr til os. I påsken fødte den skønne hundemor 8 hvalpe. 6 piger og 2 drenge blev det til.

I går blev vi ringet op og fik denne fantastiske meddelelse – “der er en lille skøn han-hvalp til jer”. Sååhh…..

vi skal…..

Han flytter ind hos os midt i juni, hvor han er 8 uger gammel. Når mor og hendes ottelinger er klar til det, får vi lov til at besøge dem nogle gange, så opdrætterne kan matche os og hvalpen vi får.

Vi ved godt det bliver mega hårdt med en hundehvalp i huset igen, men det tager vi med glæde imod. Jeg vil allerede nu advare om, at der kommer hvalpespam her på kanalen, når Bette-fisen er flyttet ind.

Om vi glæder os???… Ja, det kan I dælme tro, vi gør.