Som noget nyt her på bloggen, vil jeg en gang i mellem lave et Søndags shout out. Det kan være om alt lige fra en film, TV-serie eller en god blog til et produkt eller lignende. Alt sammen er noget jeg gerne vil slå et slag for, uden at der på nogen måde er reklame i det, altså ud over den positive omtale.
Så du Løvens hule på DR den 2. januar? Jeg er stor fan af Løvens hule, og har siddet klar ved fjerneren de seneste 8 torsdage. I årets første udsendelse, præsenterede Lissen fra Siccaro et produkt jeg udmærket kender, så det var selvfølgelig ekstra spændende om hun kunne hive en investering hjem. Det lykkedes for hende at forhandle sig frem til en investering på 1,125 mil fra “løven”, Christian Arnstedt, til gengæld for 33,3% af hendes virksomhed. Det synes jeg er virkelig godt gået.
Nu er det ikke TV-udsendelsen jeg vil lave et shout out om, men derimod Siccaros produkter, som en hver hund og hundeejer vil elske.
Noget af det bedste Aiko ved, er at møve sig rundt i en mudderpøl. En tur ved stranden, regnvejr og vandpytter er også noget han elsker. Efter et mudderbad eller en strandtur er der ingen vej udenom, – der er dømt vand og sæbe under bruseren. Alle der har en langhåret hund ved, at uanset hvor mange badehåndklæder man bruger, så sidder der stadig masser af vand i pelsen efter hunden er tørret.
Virker tørredækkenet fra Siccaro?
For efterhånden længe siden købte jeg et Siccaro tørredækken til Aiko, og det er ganske enkelt en kæmpe succes. Efter et bad eller en gåtur i regnvejr, som vi jo har haft mere end rigeligt af på det seneste, er det på med tørredækkenet. Alt efter hunderace vil der nok være forskel på, hvor længe hunden skal have dækkenet på, før den er tør.
Aiko, som jo er en golden retriever, og derfor har en masse pels, er stort set tør efter 20 – 25 minutter.
Så JA Tørredækkenet er super godt.
Et godt supplement
Da jeg i sin tid købte tørredækkenet var jeg heldig, at firmaet jeg handlede ved, havde et intro-tilbud hvor der fulgte 2 stk. tørrehandsker med i købet. Handskerne er lavet af det samme sugende materiale som dækkenet. De er virkelig gode til de områder, som tørredækkenet ikke kan dække (benene). Hvis hunden har et lidt vådt “understel” efter en gåtur gennem vådt græs eller små vandpytter, er tørrehandskerne helt perfekte til lige at tage den værste fugt med.
Hot spot/Fugtig hudbetændelse
Nogle hunderacer er tilbøjelige til at få Hot spot, som er en meget smertefuld hudbetændelse. En af de ting, der kan være med til at fremkalde et Hot spot er, hvis hunden er fugtig i længere tid. Noget af det værste er, hvis den er fugtig efter et bad i saltvand. Saltvandet kan give hudkløe, og hvis hunden så klør sig, og kradser hul på huden, er der grobund for bakterier og det kan udvikle sig til et Hot spot. Derfor er det vigtigt, at vores hunde bliver helt tørre så hurtigt som muligt, og her kan et Siccaro tørredækken være en stor hjælp.
Ønskesedlen
Efter at Siccaro har fået en webshop har jeg fundet ud af, at de også laver tørremåtter og håndklæder, begge dele står helt klart højt på ønskesedlen.
Har du hund, og elsker den vand, så synes jeg bestemt du skal kigge forbi Siccaros hjemmeside og læse om de gode produkter firmaet laver. Her kan du også læse mere om bæredygtighed og materialer.
Jeg skulle hilse fra Aiko og sige, at han elsker sit tørredækken, – og vi andre undgår lugten af våd hund.
No Comments