Så er det sidste dag i august og dermed også sidste officielle sommerdag. For os har august været en meget blandet måned. Den har selvfølgelig været præget af det varme vejr, som jo ikke lige er min kop the. De dage hvor det har været virkelig varmt, er vi stået op før en vis mand får sko på, for at køre i skoven med Aiko.
Måneden har også været en travl en af slagsen
Status på retssagen
For efterhånden et par år siden var Bernd udsat for vold på sit arbejde. I den forbindelse blev den unge mand, der udøvede volden, idømt fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark. Sagen er af forskellige årsager trukket i langdrag. Status er, at den unge mand har anket dommen. Bedst som vi faktisk havde lagt låg på sagen, ruller den nu igen. Derfor har vi været i Vestre landsret et par gange i denne måned. Vi håber snart at kunne få den helt afsluttet.
Operationen i Vejle
Bernd er, efter lang ventetid, blevet opereret på Vejle sygehus. Det er ikke for noget alvorligt, men det har krævet nogle ture derover til kontrol efterfølgende. Alt er godt nu og næste kontrol er først om 9 måneder.
Lidt af hvert
Vores bil har været til undervognsbehandling, så vi har været uden vores egen bil i et par dage. Firmaet stillede, kvit og frit, den fineste lille sprit nye, sorte og rappe Ford Ka til rådighed som lånebil. Vi havde forventet en gammel øse, så jeg synes det er god service med en helt ny lille Ka.
På en af de allervarmeste dage sad jeg og svedte under en frisørkappe, mens jeg fik noget kulør på toppen. – Virkelig dårlig timing, men jeg trængte.
Jeg afholdt igen et mega hyggeligt Golden retriever træf i går, og her på månedens sidste dag, har vi været til en virkelig hyggelig 75 års fødselsdag.
Som sagt blev det en meget blandet måned med både trælse og rigtig gode ting på programmet. Vi går nu ind i efteråret, som jo er min absolutte yndlingsårstid, og jeg glæder mig.
4 Comments
Birgitte+B
september 1, 2020 at 10:42 amJeg er heller ikke god til varmen. Jeg er virkelig glad for, at den er forbi…
Kh. Birgitte
Kirsten
september 5, 2020 at 9:39 pmJeg nyder rigtig meget, at man kan mærke, der er lidt efterår i luften, men efteråret er også min yndlingsårstid.
Tak fordi du kiggede forbi 😀
Catarina
oktober 3, 2020 at 6:03 amAii hvor træls at retssagen nu igen skal rulles ud, det må være forfærdeligt at blive ved på den måde.
Jeg er glad for at hører at operationen er gået godt, fortsat god bedring med din mand Kirsten.
JA, august (som nu ligger flere måneder tilbage) var en dejlig sommerlig måned og her nød vi den også, dog ikke hos frisøren 😉
Kirsten
oktober 3, 2020 at 10:20 pmB. er blevet indkaldt til møde i Retten sidst i november, så det bliver spændende om den unge mand møder op denne gang. Sidste gang udeblev han. Det er jo også for dumt at anke sin dom, og så udeblive fra Retten.
Tusind tak Catarina, det går super godt med ham, så alt er godt. Det var sødt af dig at tænke på ham.
Kh.
Kirsten