Billedet er lånt på Fysmeds hjemmeside
Fysmed klinikken er relativt ny her i Esbjerg. Klinikken bliver drevet af en læge og en fysioterapeut, som blandt andet tilbyder PRP behandling og injektioner med Hyaluronsyre. Behandlingerne skulle angiveligt være effektive, hvis man døjer med smerter i bevægeapparatet.
Som om nogen af jer ved, har jeg gennem flere år døjet med smerter i hoften og det ene knæ. Jeg har tidligere været hos forskellige behandlere blandt andet kiropraktor, fysioterapeut og osteopat uden at have fået tilstrækkelig hjælp. Derfor har jeg besluttet at give Fysmed klinikken et skud. Jeg har nu været til forundersøgelse, hvor jeg blandt andet blev scannet, hvorefter vi sammen lagde en behandlingsplan.
I går var så dagen, hvor det gik løs. Planen var PRP behandling i en sene i hoften og injektion med hyaluronsyre i knæet.
PRP behandling
PRP står for Platelet Rich Plasma og er en behandling, hvor man bruger ens eget blod, centrifugerer det for at kunne udvinde plasma til at fremme heling og lindre smerter. Herefter injiceres blodet på det syge sted. Metoden er veldokumenteret og bruges ofte ved slidgigt, sportsskader og kroniske smerter i led og sener. Det er en skånsom behandling, der bruger kroppens egne helende kræfter til at lindre smerter og forbedre funktionen i led og sener , og er især relevant for dem, der vil bevare livskvaliteten og være aktive, på trods af en seneskade eller slidgigt.
Hyaluronsyrebehandling
Hyaluronsyre findes i forvejen i kroppen, blandt andet i leddene, men ved smerter i for eksempel knæene kan en injektion med Hyaluronsyre smøre leddet, og mindske eventuelle smerter.
Fysioterapi
Behandlingsforløbet slutter med nogle fysioterapibehandlinger.
Så er vi i gang
Efter lægens klargøring gik vi først i gang med PRP i hoften. Først blev der tappet lidt blod, som ved en blodprøve. Blodet blev sat i en maskine, der centrifugerede det, hvorefter det blev injiceret i den sene der ikke havde det så godt. Jeg kunne stort set ikke mærke behandlingen, og der er ingen restriktioner efterfølgende. Det er virkelig ingen sag at få en PRP behandling, i hvert fald ikke i hoften. Der går lige nogle uger før effektion begynder at vise sig, da kroppen selv skal hele op, så det bliver spændende.
Derefter var det knæets tur til at få behandling. Først en lokalbedøvelse, derefter injektionen med Hyaluronsyren. Ud over et par små bitte jag, da nålen var helt inde i leddet, mærkede jeg intet til behandlingen, så det er bestemt heller ikke noget at snakke om med sådan en injektion. Også her går der lige et par uger, før man kan forvente at mærke effekten, da Hyaluronsyren skal fordele sig i hele leddet.
Om en uge skal jeg have den første behandling hos fysioterapeuten, og er allerede nu “advaret” om, at den nok ikke bliver helt sjov, men vi får se.
Jeg er som sagt mega spændt på hvordan det hele kommer til at gå på sigt, men jeg er virkelig fortrøstningsfuld, og jeg holder jer naturligvis opdatere jer på, hvordan det kommer til at gå.


No Comments