Kender I konceptet Små kreative smil? Jeg så tilfældigt gruppen Små kreative smil på Facebook, og tænkte at det var skønt, at kunne give helt tilfældige mennesker et lille smil på læben ved at deltage i legen.
Legen går ud på, at man laver små kreative gaver og lægger forskellige steder. Meningen er så, at et tilfældigt menneske kommer forbi og finder den. Da vi har en masse forskellige hobbyting liggende, tænkte jeg at det kunne være sjovt at lege med. Men hvad skulle jeg begynde med?

Jeg havde en pakke med tre DIY nøgleringe liggende, som jeg tænkte jeg kunne pynte, Den ene havde en bredde, der lige præcis passede med en rulle washitapi med planeter og fjer, jeg har.liggende. De to andre nøgleringe fyldte jeg op med Stickels/glimmerlim. Bortset fra limens tørretid, var det hurtigt klaret.

Jeg havde en tid hos frisøren nogle dage efter, så jeg tænkte jeg ville lægge min første gave i en cykelkurv udenfor. Der manglede lidt, syntes jeg, så jeg fandt lidt perler frem og lavede et vedhæng til nøgleringen.

I facebookgruppen kan man downloade disse små sedler, som vedlægges gaverne. Hvis gaven er værdsat, kan man nogle gange være heldig at finde et billede af den i gruppen.
På vej ind til frisøren lagde jeg, som planlagt min allerførste lille gave i en fremmed cykelkurv. Da jeg kom ud var cyklen væk, så jeg håber at ejeren har fundet nøgleringen. Måske er den fundet. Måske er dem ikke blevet opdaget og er faldet ud. Måske er den fundet, men blevet smidt ud. Bedst af alt, er den fundt og taget i brug….
MEN – som jeg forstår det på opslag i gruppen, skal man ikke altid forvente, at gaverne falder i god jord. Nogle tror nemlig det er affald og smider dem væk, Andre synes det er noget “gøgl”,og smider dem også væk. Andre gaver bliver slet ikke fundet, alt efter hvor man lægger dem. En glad giver skrev på et tidspunkt, at vedkommende havde lagt 157 små gaver rundt omkring. To af gaverne var blevet fundet og postet i gruppen.
SÅ – derfor er det kun små ting, der skal i gaverne, og ikke noget af stor værdi.
Mange er tilsyneladende blevet skuffede over ikke at få mere credit over deres gaver. Jeg synes dog det er en hyggelig lille “ting”, og hvis mine små ting kan give andre et smil på læberne, så leger jeg gerne med.

