Skal man fejre sin fødselsdag?

I dag har B. fødselsdag. Det har han i hvert fald ifølge sin dåbsattest, men det er nu ikke noget vi mærker særlig meget til her i familien. Ud over lagkage til kaffen, for vi er jo svært glade for kage her i huset, så ønsker han ikke at blive fejret. Ingen gæster, gaver eller anden festivitas.

Sådan har det været siden han var barn. Hans familie flyttede til storbyen, fra en lille landsby, hvor sammenholdet og kammeratskabet var godt. Han havnede i den værst tænkelige klasse, men en god måde til at lære sine nye klassekammerater at kende på, var jo at invitere dem til fødselsdag. Det gik bare slet ikke godt, det endte med, at de inviterede drenge sloges og smed rundt med maden, ødelagde hans fødselsdagsgaver og andre ting i hjemmet. Året efter gentog scenariet sig, og de dårlige oplevelser fik ham til at træffe en beslutning en gang for alle om, at han aldrig nogen sinde ville holde sin fødselsdag igen. – Og det har han holdt fast i siden.

Det har været en svær kamel at sluge for hans forældre, som jo selvfølgelig gerne ville give ham en dejlig fødselsdag, men der var ikke noget at gøre, han takkede nej, og sådan blev det.

Jeg havde håbet, at jeg kunne få ham til at ændre syn på sin fødselsdag, men det skulle vise sig at være en umulig opgave. – Og ved I hvad, det er sq også i orden, jeg respekterer selvfølgelig hans beslutning. Jeg skal dog være ærlig, – det ville da være så hyggeligt at samle familien sådan en dag, men det gør vi så bare en anden dag i stedet for.

Det er som sagt hans fødselsdag i dag, og jeg har fået lov til at lave en lækker lagkage til ham, og så er alle glade. Men jeg vil nu alligevel tillade mig at sige TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN, SKAT ♥

PS: Han er helt indforstået med indlægget her 😀