Er der noget vi rigtig godt kan lide, når vi rejser, så er det at vende forbi de lokale markeder. Da vi var i Ayia Napa på Cypern spurgte vi personalet på hotellet, hvad der var af markeder i lokalområdet. De anbefalede, at vi tog ud til Ayia Thekla, hvor der er marked et par gange om ugen.
Vi fandt ud af, hvilken bus der gik derud, og næste formiddag begav vi os afsted.
Buschaufføren havde lovet at sige til, når vi var ved at være der, og efter ca. 20 minutters kørsel satte han os af. Inden da spurgte vi ham, hvordan vi skulle forholde os, når vi skulle tilbage til Ayia Napa igen. Heldigvis taler de fleste cypriotere på sydkysten et OK engelsk, så han gav os uden problemer afgangstidspunkterne og forklarede, at vi blot skulle stille os overfor, hvor vi var blevet sat af og gøre tegn til chaufføren om, at vi gerne ville med, så det var jo nemt.
Marked i Ayia Thekla
Vi så straks skiltet ned mod Ayia Thekla og gik de 500-600 meter ned til markedet.
Det var et rigtigt lokalmarked og noget af “en blandet landhandel”. Der var mange tøjboder med tøj fra dengang vores forældre var unge, og som de fleste på vores kanter nok ikke ville gå i.
Gamle, brugte bøjer til fiskenet, udpakkede el-pærer, metalstumper, et stort udvalg af “hjemmebrændte” film og musik på DVD/CD m.v. var man leveringsdygtige i, i stor stil ….
…. så der var lidt for en hver smag. På trods af at markedet var stort, var det hurtigt overstået *smiler*
En lille kirke og en grotte
Der ligger en fin, lille hvid og blå kirke ved Ayia Thekla.
Der er så hyggeligt og fint inde i kirken, ærgerligt nok må man ikke tage billeder indenfor. Det siges, at rigtig mange par bliver viet i kirken, og efterfølgende får taget deres bryllupsbilleder udenfor. Det kan jeg godt forstå, for den ligger smukt på en bakke med udsigt over stranden og havet.
Vi sad lidt i skyggen og nød udsigten over havet før vi gik lidt rundt og kiggede i området, – og heldigvis for det.
Nedenfor trappen fandt vi indgangen til en lille grotte. Jeg havde ikke lavet noget research ift. Ayia Thekla, så vi vidste ikke på forhånd, at grotten var der.
Sidenhen har jeg fundet frem til, at kirken ved Ayia Thekla er blevet bygget for at ære Sankt Thekla. Da hun var 18 år gammel besluttede hun sig for at følge apostlen Paulus, og hun endte med at finde et fristed i grotten, hvor hun boede til hun var 90 år.
Der kommer stadig folk i grotten for at bede. Mange sætter små sedler fast i klippevæggen for eksempel med hilsner til en afdød eller en bøn. Grotten var oprindelig en begravelsesgrotte.
Vi kunne lige nå lidt is inden vi skulle op og fange en bus ind mod Ayia Napa.
Vores tur hjem til hotellet blev fuld af forhindringer med en bus der drønede forbi os ved stoppestedet, en lang gåtur og masser af ventetid på den næste bus. At vi ydermere blev sat af ude In the middle of nowhere er en anden historie, som jeg ikke skal trætte Jer med her. Hold op hvor har vi grint af det mange gange siden, men kors hvor var vi trætte og trætte af det, mens det stod på *smiler*
HER kan du læse om vores oplevelser i Troodosbjergene, hvis du har lyst.
No Comments