Jul

Julehjælp

Julehjælp

Kender du gruppen på Facebook, der hedder Julehjælp? Hvis ikke, så synes jeg du skulle kigge forbi derovre. Det er en flok frivillige med hjertet på rette sted, der administrerer gruppen. Julehjælp har til formål at hjælpe familier, der har det økonomisk svært, med julegaver til deres børn. Gaverne er primært godt, men brugt legetøj.

Jeg har støttet Julehjælp de senere år, hvor jeg bl.a. har sendt kreating og legetøj til forskellige familier. I år er da heller ikke nogen undtagelse, hvor en mor ønskede sig Lego Duplo til sin lille dreng på 2 år. Vi havde en uåbnet æske liggende, så hvad var mere nærliggende end at sende den til familien. Der blev vedlagt et gavekort til Netto, så familien kunne købe lidt julesnolder, og et gavekort til Matas, så mor også får lidt. Det er helt og aldeles frivilligt om man sender mere end det, familien ønsker sig via Julehjælp. Vi mangler jo ikke noget som helst, så hvorfor ikke hjælpe nogen, der har brug for det?

Der er stadig nogle ønsker, der ikke er opfyldt, så hvis du har lyst og mulighed for at sende lidt julemagi i retning af en klemt familie, kan jeg kun opfordre til at kigge forbi gruppen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg bliver altså glad, når jeg hjælper nogen, der ikke har så meget at gøre godt med. Den søde, meget taknemmelige mor har lige sendt mig en mail om, at pakken er nået godt frem. Hun er rørt og taknemmelig over, at der er så mange, der vil dem det så godt. Familien har nemlig fået mange gode ting til at lægge under træet via Julehjælp. De glæder sig til en jul, hvor der både er gaver under træet og hvor der også er lidt lækkerier at hygge med juleaften.

Det er altså en rar tanke, at jeg har været med til at støtte op om denne lille familie. En helt anden ting er – jeg synes det er stærkt gjort af mor, at række hånden ud efter hjælp. Det har sikkert ikke været helt let.

Der er slet ingen tvivl om, at jeg også er klar til næste år.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply