Rejser Roadtrip Irland

Mystiske, betagende Inishmore og Dun Aengus

Kender I det, at I ankommer til et nyt sted, og får følelsen af mystik, betagelse og trøstesløshed? Sådan fik jeg det, da jeg besøgte Inishmore, som er en af Aranøerne.

En af dagene, mens vi var i Galway, tog vi ud til øerne, som ligger godt en times sejlads ude i Atlanterhavet. Aranøerne består af de 3 øer Inishmore, som er den største, Inisheer og Inishmaan.

Den lille båd, der sejler ud til Inishmore

Vi sejlede fra Rossaveal til Kilronan, som er hovedbyen på Inishmore. Båden gyngede temmelig meget på turen ud til Inishmore, faktisk så meget, at personalet ombord, af sikkerhedsmæssige årsager, forbød os at være ude på dækket. Der er en stærk understrøm på turen, så det er normalt at man kommer på gyngende grund på vejen derud.

Så er vi ved at være i havn på Inishmore

Når man skal rundt på øen, kan man enten leje cykler eller tage en at de minibusser, der holder klar på rad og række på havnen til at køre gæster ud til Dun Aengus. Vi tog en af minibusserne, da vi havde hørt vi så ville få en lille ø-rundtur og lidt fortællinger om Inishmore samtidig.

I sin tid levede befolkningen af fiskeri. Det er der ikke så meget af længere, så den irske stat har støttet nogle små tiltage for at fremme turismen på øen. Et af tiltagene er minibusserne, der sørger for at besøgende let kan komme ud til hovedattraktionen, Dun Aengus. Chaufførerne er tidligere fiskere, og kender hver en afkrog af øen. De har fået et erhvervskørekort og har på den måde igen et arbejde at stå op til.

Dun Aengus

Dun Aengus, som ligger ca. 7 km fra Kilronan,  er resterne af en af de fineste forhistoriske fæstninger i Vesteuropa. Den består af 3 store stenmure/volde og resterne af en fjerde. Alleryderst er der et bælte af opretstående sten, som var svært for fjenden at forcere.

Total kriller i maven

Der er nogen mennesker, der ALTID skal helt ud til kanten – sådan én er jeg gift med! Prøv lige at se her:

Det skal siges, at klippevæggen går 100 meter lodret ned i Altanterhavet, og at det blæste “en halv pelikan”.

Jeg kan slet ikke holde ud at se på det, og er simpelthen nødt til at vende ryggen til og gå, pyha…. Og hjælper det at sige noget? – Hvad tror I selv!

Lidt oplysninger om Dun Aengus

Jeg mødte en tidligere kollega på Inishmore af alle steder

Tidligere kolleger

Jeg havde på ingen måde forventet at møde nogen jeg kendte i Irland. Ikke desto mindre mødte jeg en nu pensioneret overlæge, som jeg har været lægesekretær for, i Irland på vej op til Dun Aengus på Inishmore. Det var godt nok noget af en overraskelse. Vi arbejdede sammen, da jeg for nogle år siden var ansat på vores Intensiv afdeling. Det er da helt utroligt, så lille verden er *smiler*

Sten, sten og atter sten

Pletvis er der god grobund for planter

Befolkningen på Aranøerne har levet under næsten umulige vilkår, da øerne næsten var ubevoksede. Vores chauffør på minibussen fortale, at man i sin tid havde samlet tang og hentet sand i vandkanten, og lagt det lagvis ud på øen. Hvis man over tid bliver ved med at lægge lag ovenpå hinanden, så blev det til sidst til jord. Selvom jordlaget er tyndt er der med tiden kommet jord nok til, at man kan dyrke lidt på sit grundstykke. Det har hjulpet en lille smule på befolkningens situation.

Vi blev sat af og hentet igen ved det her lille torv, da vi skulle op til fæstningen. Derfra var der en lille gåtur på ca. 1 km.

Her er én der nyder, at solen endelig er kommet frem

På vejen tilbage til Kilronan viste chaufføren os de her typiske, gamle aran-huse. Der er kun få af dem tilbage, og de er ikke længere beboede.

Vi blev anbefalet Joe Watty’s Pub og Restaurant, hvis vi skulle have lidt sen frokost.

Vi bestilte dagens frokost-special, som var en bagt kartoffel med tun.  (som viste sig at være meget let bagt kartoffel med tunsalat og majs, dertil salat, og en kop kaffe med et par småkager til. Ikke nogen stor kulinarisk oplevelse, men vi fik lidt i maven.

Der var stadig en times tid til båden sejlede tilbage til Rossaveal, så gik lidt rundt i Kilronan.

Wall-art a la Aranøerne

Havnefronten med et par af stederne, man kan overnatte på Inishmore

Historien om Aran sweatrene

Hvis man kommer som besøgende til Aranøerne, og gerne vil have en af de lækre uldsweatre med hjem, vil et fint sted at købe én være i denne lækre butik på havnen. De har et stort udvalg med noget for en hver smag.

Men der er jo en lille historie om Aran sweatrene:

I takt med at man fik dannet mere og mere jord på øerne, blev det muligt at holde får. Kvinderne passede hjemmet, de små jordlodder og fårene, mens mændene tog ud at fiske. Bådene dengang var dårlige og for det meste lavet af skind. Man fandt på, at hver familie skulle have deres helt eget mønster, når kvinderne brugte fåreulden og strikkede varme sweatre til mændene. Hvis mændene ikke kom tilbage efter fisketurene, og senere hen skyllede i land, var det let at identificere, hvilken familie de tilhørte og dermed hvem de var. På sin vis vældig smart, – når det nu skulle være.

Servicemeddelelse

Til slut en lille servicemeddelelse: Hvis man elsker at strikke, og gerne vil have det fineste af det fineste uldgarn, fås det nok ikke billigere end på Aranøerne. Et lækkert nøgle uldgarn indeholder det dobbelte af, hvad det gør herhjemme, og koster kun knapt det halve af prisen her i Danmark. Det er selvfølgelig lidt langt at tage for at købe garn, men nu ved I det *smiler*

I kan læse mere om vores roadtrip i Irland HER

Rejsetidspunkt: Juli 2015

Indlægget er flyttet fra rejsebloggen Kimic on Tour

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply