Albanien Rejser

Mit første møde med Albanien

Vi skulle tidligt ud af fjerene, det var nemlig dagen for vores tur til Albanien. Bussen ville være ved vores pick-up point kl. 06.30. Forude ventede en ca. 3 timers køretur, før vi var ved grænsen til Albanien.

Vi købte vores tur til Albanien via en turarrangør, jeg havde nemlig hørt, at der godt kan være lidt bøvl, når man skal krydse grænsen mellem Grækenland og Albanien. Albanien er ikke medlem af EU, og hvis der skulle opstå problemer ved grænsen syntes vi det kunne være rart, at der var en græsktalende guide med på turen.

Ved grænsen var der et lille cafeteria, hvor vi kunne købe morgenmad og få noget hårdt tiltrængt kaffe.

Grænsen mellem Grækenland og Albanien

Guiden bad os gå samlet hen til den græske paskontrol, mens bussen kørte tom over. En svensk mand, som var med på bussen, havde store problemer ved paskontrollen. Godt for ham, at vores guide og chaufføren var et par erfarne herrer, der forstod at rede trådene ud. Vi andres pas blev kontrolleret nærmest forfra og bagfra. Vores billeder og ansigter blev nærstuderet og passet scannet. Det var en omstændig omgang, men B og jeg havde heldigvis ingen problemer. Med en lille times tids forsinkelse steg vi på bussen og kørte nogle få hundrede meter over til den albanske paskontrol. Her stod  chaufføren blot ud og viste sin passagerliste, så kunne vi køre ind i Albanien.

Køreturen fra grænsen op til Butrint gik gennem smukke landskaber med fine, bløde bjerge og søer, blandet med affald og skrammel henkastet i vejsiden, sigøjnerlejre, forfaldne huse og smukke huse mellem hinanden. Jeg vil helst tænke på det smukke landskab vi kom igennem og fortrænge det andet.

Få kilometer inde i Albanien stod dygtige, søde og humoristiske Dafina på bussen. Dafina er lokalguide og af den slags, der virkelig kan sit kram. Hun tog os virkelig professionelt og kompetent gennem Butrint.

LIDT AF HISTORIEN OM BUTRINT
Butrint, som er på UNESCO’s Verdensarvsliste, er oprindelig en illyrisk by, som i antikken opstod på en lille ø, der ligger smukt i en lagune ud til Adriaterhavet. I år 167 før Kristi fødsel blev byen erobret og overtaget af romerne, der byggede videre på byen. Den blev senere en del af det byzantiske imperium, og blev igen overtaget af venetianerne, der byggede en imponerende borg på toppen af det hele. Stedet blev forladt og glemt i middelalderen, men efter 2. verdenskrig begyndte man udgravning af byen.

Resterne af Asclepios’ bolig i Butrint

I en årrække var så godt som alle de store religioner repræsenteret i Butrint på samme tid. Man kunne gifte sig med hvem man ville og befolkningen levede sammen i fuldstændig fred og fordragelighed. Det er noget verden kan lære af i dag.

Nu er det ikke fordi jeg er mere end almindeligt interesseret i historie. Jeg synes dog det var sjovt at se, hvor lægeguden Asclepios i sin tid har boet i Butrint. For nogle år siden besøgt vi den græske ø Kos. I en lille fin cykelturs afstand fra hovedbyen, som også hedder Kos ligger Asklepion, som er stedet, hvor Asclepios byggede verdens første hospital. Som ansat i nutidens sygehussystem er det lidt sjovt at se, hvor det hele startede i sin tid.
– Nå, det var lige et lille sidespring.

Resterne af borgen

Udsigten over lidt af nationalparken Butrint

Efter Butrint kørte vi videre op til byen Saranda. Undervejs fortalte Dafina om forholdene i landet. Hun kom blandet andet ind på at Butrint-området er kendt for sine specielt gode muslinger, og at de ville være at finde på den frokostbuffet, der ventede på os i Saranda.

PERSONALET, DER KUNNE HAVE GAVN AF ET LEAN-KURSUS
Jeg kan godt nok overhovedet ikke forestille mig, at nogen af dem der arbejder på stedet, hvor vi spiste, skulle komme forbi her på Helt ude Vestpå, men for at personalet eller stedet ikke på nogen måde skal føle sig trådt over tæerne, har jeg dog valgt ikke at skrive, hvor vi spiste frokost eller vise billeder derfra. Jeg synes alligevel du skal høre om frokosten i Saranda. Den endte nemlig med at blive ret underholdende.

Dagens program var ret presset, så ved turens start blev vi opfordret til at hoppe med på en forudbestilt frokostbuffet.  Den bestod af albanske og græske retter, inkl. ½ liter vand. Prisen for hele herligheden var 9,95 Euro. Maden var klar da vi kom, og vi satte os. Herefter kom overtjeneren rundt og spurgte om vi ville købe øl eller vin til maden. De, der blot ønskede den medfølgende flaske vand, blev mødt med et surt blik og vrissen mumlen. Overtjeneren havde hele tiden en servitrice lige bag sig, og når han modtog en bestilling videregav han ordren til hende. Herefter gik servitricen over til en af de unge piger, der holdt sig i baggrunden, hvorefter den unge pige småløbende hentede drikkevarerne ude bagved. Servitricen fik overleveret drikkevarerne og serverede disse for gæsterne. Imens stod overtjeneren og ventede på, at servitricen var klar til at modtage den næste ordre. Sådan fortsatte det.
Det var simpelthen så underholdende at sidde stille og roligt og observere *smiler*

Vi tog for os af retterne på buffetten, maden var virkelig lækker og der var meget forskelligt at vælge imellem.

På grund af den omstændige servering af drikkevarer, var de første færdige med at spise, før de sidste fik serveret deres øl og vin. Da de bad om at få lov til at betale, fik de at vide, at de skulle vente til overtjeneren var klar til at tage imod penge. Langt om længe var han klar, og kom rundt til bordene sammen med føromtalte servitrice. Hun bar på en gammeldags firkantet pengekasse. Mens overtjeneren modtog penge stod hun og ventede på, at hun kunne bære pengekassen videre til næste bord. Herefter gentog det hele sig. Til sidst var folk så utålmodige, at de begyndte at lægge penge på bordet og gå. Det var mere end han kunne kapere, så han flegnede helt ud.

Der var afsat ca. en time til frokosten, den kom til at tage 2 timer, på dette tidspunkt var vi 2 timer bagud i forhold til dagsprogrammet. Bussen kørte os ned til havnepromenaden, hvorefter vi havde et par timer på egen hånd.

Der skulle have været tid til, at vi kunne komme rundt og kigge i byen, det blev der desværre ikke, så det må vi have til gode til en anden gang.

Vi kom længere hen ad havnepromenaden, og så en markedsgade langs med vandet. Den skulle selvfølgelig tjekkes ud, men det blev faktisk en lidt speciel oplevelse.

Mens vi gik mellem boderne og kiggede, havde vi hele tiden 2 mænd helt oppe i nakken. Først tænke jeg, at vi måske spærrede for dem, og at de bare gerne ville forbi. Når vi så trådte til side, så de kunne komme om, var der vupti 2 andre mænd i rumpen på os. Jeg følte mig en smule paranoia, men da det havde gentaget sig nogle gange begyndte vi at holde ekstra godt fast i vores ting, for måden de opførte sig på føltes ærlig talt en lille smule truende.

Normalt er vi sådan nogen, der tror på det bedste i folk, så jeg synes det var en lidt ubehagelig oplevelse.

Til sidst var vi nået ud for enden af havnepromenaden, hvor der lå en super lækker café, hvor vi drak en kop virkelig god kaffe. Der sad en del fra bussen på caféen. Da vi fortalte dem om vores oplevelse fra markedet viste det sig, at de havde følt præcis på samme måde, og også havde forladt stedet i en vis fart.

Da vi nåede grænsen tilbage til Grækenland var der igen bøvl med nogle papirer, så vi endte med at være hjemme i Parga temmelig meget senere end beregnet. Heldigvis kunne vi lige nå at få noget god mad på hotellets restaurant før de lukkede.

SÅDAN ER ALBANIEN JO SLET IKKE

Helt ærligt, så har det her indlæg været rigtig svært at skrive. Jeg vil helst være positiv i mine indlæg, men samtidig også ærlig, det kolliderer en gang imellem.

Ud fra hvad jeg hører og læser om Albanien og albanerne, er det vi har oplevet jo slet ikke typisk for landet. Det er meget muligt, at forholdene ikke er særligt organiserede og at man måske ikke tager det helt så tungt, om der ligger ting og flyder i naturen og så videre, men hvis det er sådan det er, så er det sådan. Det skal vi udlændinge ikke bedømme ud fra. Den anden side vi så af Albanien med de flotte landskaber, det venlige og servicemindede personale på caféen, lokalguiden m.v. gav et helt andet, og nok meget mere realistisk billede af landet og dets befolkning. Jeg er overbevist om, at Albanien er et utrolig spændende land, også selv om vi måske ikke fik en helt igennem positiv oplevelse ud af vores dagstur.

Albanien fortjener bestemt endnu en chance på et tidspunkt.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply