Den 3. dag på vores ferie på Fyn startede med en stille morgen, hvor vi sad længe og hyggede over morgenkaffen, mens vi snakkede om, hvad dagen skulle gå med. Det var en meget varm dag, så vi besluttede os for at køre om i nærheden af Hindsgavl slot.
Først gik vi en tur i skoven ude ved Gals klint camping. Der var dejlig skygge og det luftede lidt ude ved vandet. Der var rigtig mange forskellige hold skoleelever, der var på orienteringsløb i skoven, så der var ret så crowded derude. Derfor besluttede vi og ret hurtigt for at fortsætte om til Hindsgavl slot.
Bernd har været på kursus på Hindsgavl slot et par gange, hvor der ikke har været tid nok til at udforske slotsparken. Vi havde begge hørt, at der skulle være et par små fine huse i parken, så dem var vi jo nødt til at se om vi kunne finde.
Det første hus ligger i slottets imponerende køkkenhave, og er et slotsgartnerne bruger til deres redskaber. Det er så fint med bindingsværket, stråtaget og blomsterkrukkerne.
Vi fortsatte om til plænerne, hvor dette hus ligger. Vi har ikke kunnet finde nogen beskrivelse af, hvad huset bruges til, men der er en fin terrasse på modsatte side af huset, så det kunne godt se ud som om der kan være servering deromme, men hvem ved? Måske er nogle af jer der læser med klogere på, hvad huset bruges til? – men fint er det.
Sorgenfri
Det lille hus Sorgenfri ligger idyllisk, med udsigt over Lillebælt og har sin helt specielle historie. Inde i huset hænger et skilt med et digt af H.C. Andersen, som han tilegnede kong Chistian den 8. Digtet beskriver hvorfor stedet kaldes Sorgenfri.
Efter besøget ved Hindsgavl slot kørte vi hjem til sommerhuset og spiste en sen frokost, og slappede af indtil det blev tid til aftensmad.
Ikke ret langt fra hvor vi boede ligger restauranten Kitzchen. Bag restauranten er der et område, som de kalder Køkkenhaven. I Køkkenhaven er der en isbar og Kitzchen Gastro Grill, som er en gammel amerikansk bus, der er bygget om, og hvor de bl.a. serverer burgere.
Det passede os fint, at sidde i Køkkenhaven og spise, så vi bestilte hver “et sæt”, som består af en burger med pommesfrites og en lille retro-sodavand fra Frem.
Jeg kan virkelig ikke mindes, hvornår jeg sidst har drukket en abrikosvand, men god det var den. Pommes frites’ne de serverer hos Kitzchen er stegt i andefedt, hvilket gør dem mega sprøde og lækre. Sidst, men ikke mindst, er deres burgere også ganske udmærkede. Det var et let måltid, som jeg tror nogle vil kalde en snack, men det var lige tilpas til os, da vi jo havde spist sen frokost.
Vi sluttede en dejlig dag af med kaffe og et par glas rosé med lidt snacks til. Som sædvanlig kom vi alt for sent i seng, men hvad gør det, når man er på ferie?!
Du kan læse mere om vores ferie på Fyn HER.
4 Comments
Karin
juli 16, 2022 at 5:23 amOg endnu et sted til min bucketliste.
Vi har så mange skønne steder i DK, der fortjener at blive set af enhver.
Kirsten
juli 16, 2022 at 9:19 pmEnig, – der er så mange skønne steder i Danmark. Vi har rejst rigtig meget gennem årene, men lige nu er det vores eget land vi koncentrerer os om. Tænk bare på den varme, der er sydpå for tiden. Jeg kan slet ikke holde tanken ud, om at holde ferie dernede, når det er så varmt.
Tusind tak for dine kommentarer.
Kh.
Kirsten
Catarina
juli 26, 2022 at 8:51 amUmmm hero ser den burger fra Kitzchen lækker ud og det er da helt kart et sted vi bliver nød til at kikke forbi.
Jeg kan godt forstå I valgt at gå om i parken end at færdes ude i skoven når der var så mange mennesker, for så er en skov ikke dejlig at gå i længere.
Kirsten
juli 27, 2022 at 8:26 pmDet var en virkelig lækker burger vi fik ved Kitzchen, men særligt deres pommes frites var gode, jeg tænker det er fordi de er stegt i andefedt. Det skulle gøre dem ekstra sprøde. Der er ganske hyggeligt i “Køkkenhaven”, selvom den ligger lige ud til en trafikeret vej. Hvis I alligevel er på de kanter, synes jeg det er værd at kigge forbi derinde.
Jeg tror vi ramte en dårlig dag for vores skovtur, men det så nærmest ud som om det var alle de store elever fra Middelfarts skoler, der var på orienteringsløb den dag Ha-Ha… Men parken nød vi i fulde drag, der var ro og fred 🙂