Browsing Category

Bogø

    Bogø Danmark Møn Sommerhusferie

    Bogø og Møns Klint

    Det er efterhånden længe siden vi kom hjem fra vores ferie på Bogø, så I skal da næsten lige høre, hvad vi ellers lavede derovre. Jeg skal være ærlig at sige, at vi “lå brak” en stor del af tiden på grund af varmen. Det var, indtil nu i hvert fald, sommerens hidtil varmeste uge her i Danmark, så det var ret begrænset hvor meget vi orkede. Vi besøgte dog de to små havne, der er på Bogø, og var selvfølgelig også en tur ved Møns Klint.

    Skånninge Bro Havn og Bogø Havn

    Vi vidste godt, at Bogø ikke har så meget at byde på, men det blev opvejet af den strategisk gode beliggenhed i forhold til Lolland-Falster og Møn. Ud over et surfer spot er de to små havne nemlig hvad der er at se på øen.

    Fra Bogø Havn er der færgeforbindelse til Stubbekøbing på Falster. Den lille færge er især populær hos lokale pendlere og cykelturister. På havnen er der et lille, lidt specielt bageri – Bogø Brød. Mens vi en dag sad udenfor og drak kaffe med pistaciesnurrer til, væltede cykelturister med fuld oppakning nærmest af den lille færge. Bageriet gør meget i sandwiches og pizzaer, så rigtig mange af cyklisterne købte deres frokost hos den lille bager. Der er ingen tvivl om, at de har travlt, de få dage de har åbent i løbet af ugen. Ud over færgeruten mellem Bogø og Stubbekøbing er havnen stort set kun en lystbådehavn, som så ud til at være rigtig godt besøgt.

    Hvad Bogø Havn mangler af hygge, finder man til gengæld i den lille bitte Skånninge Bro Havn.

    Der er heller ikke meget at komme efter, men det der gør, at der er en hyggelig stemning er, at de folk der kommer der kender hinanden rigtig godt, og samtidig er meget imødekommende. Vi var ved havnen flere gange i løbet af ugen, og hver gang kom nogle af de faste brugere af bådhusene, og havnen generelt, og fik en snak. Også mange af øens lokale kom ned til havnen for at bade og hygge på plænerne med en øl eller to. Sidst, men ikke mindst, har Bogø Vinterbaderklub et lille klubhus og deres sauna på kajen. Hvis I på et tidspunkt kommer på de kanter, så kig ned til Skånninge Bro Havn, der er ganske hyggeligt.

    Møns Klint

    Et af de steder vi havde planlagt hjemmefra, at vi ville se var naturligvis Møns Klint. Også denne dag kørte vi rigtig tidligt afsted fra sommerhuset. Hverken B. eller jeg havde været på Møn, og jeg må indrømme at vi var overraskede over, hvor dejligt der er på øen. Særligt køreturen det sidste stykke før klinten er smuk.

    Jeg lader billederne tale for sig selv.

    Vi drak en kop kaffe i Café Møns Klint før vi kørte tilbage til sommerhuset. Aiko var jo med på turen, og varmen var taget til, så vi valgte at køre tilbage til sommerhuset, så han kunne gøre sig det bekvemt i skyggen i haven og have det lidt køligere.

    Møn har meget mere at byde på, end vi havde regnet med, så jeg tror ikke vi er færdige med øen. Ærgerligt, at vi har så lang vej derover, men vi vil helt sikkert gerne derover igen en gang.

    Hjemturen

    Vi havde sommerhuset til søndag. Lørdag var det virkelig varmt, og da B. og jeg har været sammen så længe, at vi stort set ved, hvad den anden tænker, sagde vi pludselig i munden på hinanden; Skal vi? Ja, det skal vi. Med det mente vi begge, at vi ville pakke alt voret habengut sammen lørdag aften og gå tidligt i seng. Vi stod  op kl. 03.00, drak noget kaffe og fik lidt at spise, hvorefter vi ved 4-tiden vendte snuden hjemad mod Esbjerg. På Fyn kørte vi ind på en rasteplads og købte nogle smurte rundstykker og drak vores medbragte kaffe udenfor i den kølige morgenluft. Ved 9-tiden landede vi i vores indkørsel, tømte bilen og krøb, godt trætte til køjs og sov nogle timer.

    Ude godt, hjemme bedst – det holder bare….