Grækenland Parga Rejser

Anmeldelse af Parga Beach Resort

Parga Beach Resort er helt fantastisk, og et perfekt sted, hvis man gerne vil have ro, fred og afslapning på sin ferie. Mange forbinder et resort med all inclusive, store pools med vandrutsjebaner og høj musik drønende ud af højttalerne. Sådan er Parga Beach Resort slet ikke.

Receptionsbygningen

Parga Beach Resort ligger på en lille, lidt kringlet vej, hvor en almindelig bus ikke kan komme til. Vi blev sat af nede ved strandpromenaden og bagagen læsset over i en lille varevogn. De sidste ca. 250 meter foregik på gåben. Efter indtjekningen sørgede en sød ung fyr for, at bagagen blev transporteret hen til værelset, og viste os til rette. Værelserne ligger spredt over et større område, så det var dejligt lige at blive fulgt til dørs.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Ja, det kunne næsten lyde som det populære TV-program, men her handler det om hotellet vi boede på i Parga. Parga Beach Resort har mange kvaliteter, men der specielt to ting, der stikker ud. Den ene er beliggenheden nærmest på stranden og så den smukke have.

Stranden

Udsigten ind mod byen med den gamle borg øverst oppe

Restauranten

Det er fantastisk at sidde og kigge ud over stranden og vandet, mens man nyder sin morgenkaffe.

Haven

Hotellets have er virkelig smuk, se bare her….

Trappen op til vores værelse og et af de mange granatæbletræer der er i haven

Vores værelse på 1. sal

Udsigt fra vores altan

Parga Beach Resort er bygget op ligesom små gårdhaver med en lille pool og solsenge. Nogle af værelserne i stueplan har direkte adgang ud til poolen, hvilket er vældig praktisk, specielt hvis man rejser med børn. Hotellet ligger i en gammel olivenlund, så i haven findes oliven, citrusfrugter, granatæbler og krydderurter, blandet med smukke roser, prydbuske osv.

I haven ligger også et lille fint hus med legerum m.v.

Værelset

Værelset virkede lidt slidt og gammeldags, der lugtede fugtigt uanset hvor godt man luftede ud. Med mindre solen stod direkte ind, virkede alt klamt. Vi havde begge behov for at arbejde ved vores computere på turen, så vi manglede noget bordplads. Det løste vi ved at hente altanmøblerne ind.

To KÆMPE PLUSSER hvad værelset angår er

  • for det første de virkelig gode senge, jeg har aldrig tidligere sovet så godt i en hotelseng.
  • for det andet var der pudemenu, dvs. man kunne vælge mellem 8 forskellige hovedpuder, hvilket var virkelig dejligt

Restauranten

Her er et lille kig ind i restauranten. Som før nævnt er udsigten ud over standen og vandet helt fantastisk. Morgenmaden, som var inkluderet, var meget på det jævne og var lidt uorganiseret. Et stort plus var, at personalet der fyldte op bar handsker og havde håret dækket, det så vi faktisk ikke andre steder vi spiste i Parga.

Vi spiste frokost og middag der et par gange i ugens løb. Når man kigger på Tripadvisor får restauranten kritik for, at maden er for dyr i forhold til kvaliteten. Det oplevede vi nu ikke. Maden var måske en smule dyrere end på naborestauranterne og inde i byen. Til gengæld var vi fri for, at der gik katte rundt bordene (hvilket vi var ude for på et på andre restauranter – FØJ siger jeg bare), og hygiejnen var tydeligvis i top. Det betaler vi gerne lidt ekstra for.

Hotellets bar, hvor der bl.a. blev serveret en virkelig god barista kaffe

Lige ved siden af restauranten var hotellets største pool. Som du kan se, er der kun små pools på hotellet.

Forberedelse til bryllup

Lørdag skulle der være græsk bryllup på hotellet.

Der gøres klar til bryllup på stranden

Plusser ved Parga Beach Resort

  • Beliggenheden ned til stranden og vandet
  • Den dejlige have med flere små pools
  • Søvnkvaliteten er i top med de gode senge, inkl. pudemenuen
  • Den gode barista kaffe
  • God hygiejne
  • Hurtig og gratis WIFI overalt
  • Der er dejlig roligt

Minusser ved Parga Beach Resort

  • Der er plads til forbedringer hvad værelset angår, det virker slidt og lugter fugtigt
  • Der mangler et sted, hvor man kan sidde og arbejde/slappe af uden at personalet hele tiden kommer for at spørge, hvad man ønsker at bestille

Parga Beach Resort er et godt valg, hvis….

du gerne vil bo et roligt sted uden all inclusive koncept og en masse støjende aktiviteter. Hvis du elsker at sidde stille og roligt ved vandet og bare slappe af, er det helt sikkert stedet for dig.
Der er morgen-yoga for alle og svømmeundervisning for børn.

Parga Beach Resort er IKKE et godt valg, hvis….

du rejser med børn, der elsker at bade ved stranden. Stranden ved Valtos beach er nemlig IKKE børnevenlig. Når man er 1-1½ meter ude går havbunden pludseligt ca. en meter ned, og voksne står i vand næsten til hofterne.
BØRN ER MERE END VELKOMNE, jeg tror bare større børn med krudt i rumpen vil kede sig her.
Vejen om til byen kan – for nogen – være en udfordring. Man skal først ca. 500 meter op ad en stejl sti. Herefter går det nedad via en trappegade, ned til havnepromenaden. Det KAN lade sig gøre at komme rundt med en klapvogn, men det er bestemt ikke optimalt. I så fald ville jeg vælge et hotel med en anden beliggenhed.

Du kan se Postkort fra Parga HER, hvis du har lyst.

Vi besøgte Parga Beach Resort først i oktober 2017.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply