3. adventsweekend startede hyggeligt med luciaoptog og kaffe i mindstemusens børnehave. Ungerne var simpelthen så søde og dygtige til at synge Lucia-sangen. De sluttede af med en sej danseopvisning ala Gangnam style. Så var weekenden ligesom skudt i gang.
Baileys-kugler – en juletradition
Julen er nok den tid på året, hvor folk har flest traditioner. I en del år var der et flow i, hvem vi holdt jul sammen med, og hvor vi holdt jul. Det er også sket, at jeg har haft julevagt i sygehuset akutmodtagelse. Derfor har vi ikke så mange helt faste traditioner i julemåneden i vores familie – ud over altså at vi skal have det hyggeligt sammen. – Men Baileys-kuglerne vil vi ikke undvære
De er noget af det nemmeste af lave. Det er ganske enkelt ren marcipan der bliver æltet med Baileys – lige så meget som man kan lide, eller til marcipanen ikke kan tage mere.
Derefter trilles marcipanen i kugler og dyppes i smeltet chokolade. Vi bruger bare et par teskeer til at dyppe kuglerne med, det gør så, at chokoladen kan blive lidt ujævn, men pyt med det. Kuglerne smager fantastisk – synes vi. Det er jo ikke alt, der behøver at være insta-venligt.
En ommer
For noget tid siden fandt jeg min mors gamle håndskrevne kogebog frem. Da jeg sad og kiggede i den, fik jeg lyst til at vi skulle bage fedtnødder i år. Det gjorde vi i søndags. Selvom vi fulgte hendes opskrift blev de nu ikke helt som jeg husker dem. Jeg tror det har noget med ovntemperaturen at gøre, – dengang var varmluftsovnene jo “en by i Rusland”. Fedtnødderne kan sagtens spises, men det er altså en ommer, hvis de skal serveres for vores gæster i julen.
Igen havde vi en rigtig dejlig 3. adventsweekend – hvordan var din?
Du kan se HER, hvad vi lavede de andre adventsweekender.
No Comments