En af dagene på vores ferie på Cypern valgte vi at tage på en dejlig tur i Troodosbjergene. Dagen var propfyldt med dejlige oplevelser, lige fra smukke udsigter, hyggelige små bjergbyer, god mad og til slut en speciel oplevelse.
Vejene i Troodosbjergene er smalle og med mange hårnålesving, så vi blev hentet ved vores hotel i en minibus, da almindelige busser ikke kan komme rundt i bjergene.
Vores første stop var i en lille by, som jeg må indrømme, at jeg missede navnet på…. pinligt! – men det gør ikke byen mindre hyggelig.
Flotte, store krukker, der normalt bliver brugt til opbevaring
Egentlig var stoppet i landsbyen kun en kort ryge- og toiletpause, så vi var der kun ganske kort tid. Jeg nåede dog at snuse en smule rundt i de nærmeste gader. Der var en blanding af virkeligt forfaldne huse, og bygninger der var passet godt på, og hvor man gik op i de små detaljer.
Udskåret vinduesgitter for at hindre indsynet
Turen gik videre til Palaichori, hvor vi blev budt på en let morgenmad med solmodne tomater, oliven, gedeost og nybagt brød, friskpresset appelsinjuice og kaffe i skyggen af platantræerne. Vi spiste på en restaurant, hvor bordene fyldte det meste af byens lille torv.
Nogle lokale drøfter verdenssituationen
Bjergbyen Askas
Langt væk fra alfarvej ligger bjergbyen Askas, som var dagens næste stop. Byen er så lille, at cyprioterne selv har svært ved at finde den.
Det ser næsten ud som om Askas hænger ned ad bjergside
Byens eneste hotel med kun 2 værelser og fælles bad
Bortset fra 2 gennemgående veje, er Askas bilfri. Nogle få indbyggere har en scooter eller knallert, men ellers klarer man sig på gåben. De små bitte gader går op og ned ad bjerget, der er trapper overalt og mange steder kan man nå husmurene på begge sider af vejen på én gang.
Besøg hos Niki i Agros
Vi fortsatte ned mod Agros.
Agros er lidt større end Askas, der skulle vi besøge Niki, som har en lille fabrik, hvor de fremstiller cypriotiske søde sager efter Niki’s egne opskrifter.
Slikket bliver fremstillet af bær fra bjergene, johannesbrød kerner osv. Saften, der bliver til overs, bliver lavet til gelé og ellers hældt på flasker og solgt i den lille butik. Niki fortalte, at hendes produkter var blevet så populære, at hun var begyndt at eksportere lidt til udlandet, hvilket hun selvfølgelig var ret stolt over.
Vi smagte lidt på sagerne, men købte kun en enkelt pakke med hjem, – bare for et syns skyld *smiler*
Niki bag disken
Meze i kunstnerbyen Lania
Godt middag begyndte sulten at melde sig, så vi holdt ind i kunstnerbyen Lania. Vi bestemte os for at prøve en gang cypriotisk Meze, som er en masse små retter, lidt ala tapas.
Den Meze vi fik på Restaurant Lania bestod af en ret med ris, en med kartofler, græsk salat, en æggeret, noget kylling, noget ala græske frikadeller, tzatziki, yoghurt-dyppelse og brød. Retterne kommer ind i en lind strøm, og som afslutning kommer der et kæmpe fad ind med forskellige slags kød. Alt smagte dejligt.
Restauranten fremstiller sin egen, ganske udmærkede vin, så den skulle selvfølgelig smages til maden.
Vægudsmykning og skilte i Lania
Efter frokosten ventede dagens specielle oplevelse. Destinationen var ukendt, bortset fra altså at vi stadig var et sted i Troodosbjergene. Vi skulle på besøg i et nyt nonnekloster.
Nonneklostret et sted i Troodosbjergene
Hvad klostret hedder og hvor det præcist ligger, måtte vi ikke få at vide. Godt nok betalte turarrangøren et beløb for os, der var med på bussen, og klostret var da også afhængig af indtægten. Man var ikke interesseret i at blive overrendt af diverse turistgrupper og private, der ville indenfor og kigge, så det kun var denne turarrangør, de havde inviteret indenfor.
Et ømt syn
For at få lov til at komme indenfor i klostret, skulle vi kvinder bære en løstsiddende kjole over vores eget tøj. Kjolerne var lavet af 100 nylon og var stillet til rådighed af klostret. Forestil Jer 32 graders varme og så en kjole af 100 % nylon ovenpå det tøj vi havde på i forvejen… PYH… siger jeg bare.
Nonnerne boede i den lave bygning bagerst i billedet
Vi måtte komme overalt og tage billeder overalt inde i klostret, med undtagelse af inde i bygningen, hvor nonnerne bor og hvis vi så nogle af dem i området.
Besøget i klostret sluttede med, at den 48-årige abbedisse kom ind til os i kirken, hvor hun satte sig og sagde, at vi blot kunne spørge om alt – uden begrænsninger – hvad vi gerne ville vide om livet i et kloster osv.
Det var virkelig interessant at høre hende fortælle og svare på spørgsmål.
Efter en masse indtryk gik turen hjem til hotellerne.
Rejsetidspunkt: September 2014
No Comments