Familie

Tusind tak for jer

Tusind tak for jer

Vi er så heldige, at have nogle fantastiske unge mennesker i vores liv, tusind tak for jer. Det har ugen, der lige er gået så tydeligt vist. Ugen har nemlig været så dejlig. Den startede med, at vores søde svigerdatter meldte sin ankomst tirsdag. Hun skulle til konference her i området, og heldigvis valgte hun at overnatte hos os. Alternativet var, at hun skulle op før en vis mand fik sko på og havde en 3 timers morgen-køretur foran sig eller overnatte på hotel.

Jeg havde lavet noget god mad til os, og vi havde en super hyggelig aften med masser af snak og gode grin. Onsdag morgen tog vi os god tid, inden vi fik sendt hende godt afsted til konferencen.

Ny bil, hvad så med den gamle?

Vores søn er fornylig startet i et nyt job, hvor han har fået en del længere til arbejde end før. Derfor har han lige købt ny bil. Claus og Maja havde hver deres bil, så de skulle af med den Claus kørte i.

Torsdag formiddag ringede Claus, at han ville komme ned til os om aftenen. Han ville også høre om vi havde mulighed for at køre ham til Struer fredag formiddag. Vi er jo altid glade for besøg af ham, men vi undrede os alligevel lidt over, at han ikke ventede med at komme til weekenden. Det viste sig, at forhandleren havde givet besked om, at hans nye bil var klar til afhentning fredag over middag. Den var lige kommet fra fabrikken og var blevet undervognsbehandlet, så han glædede sig helt vildt til at hente den.

Det viste sig også, at han havde sat sin søster stævne hjemme hos os torsdag aften, fordi han ville FORÆRE hende sin gamle bil. Godt nok er den af lidt ældre dato, men den kører godt, har lige været til service og er næsten nysynet. Claus havde forlængst luret, at en ekstra bil ville gøre tilværelsen en del nemmere for Jannie. Hun insisterede på at betale for den, men der var han hverken til at hugge eller stikke i.

Det er så typisk for Claus at tænke på sin søster på den måde. Han er så omsorgsfuld og generøs, så noget må vi have gjort rigtigt i hans opdragelse HA-HA. Selvom det var hans bil, er det selvfølgelig også noget han har aftalt med Maja, så hun har været helt indforstået med det. De fik ordnet noget papirkrams i forbindelse med overdragelsen, hun fik nøglerne og et par timer senere kørte hun hjem til en noget forbløffet kæreste.

Her havde vi så også forklaringen på, hvorfor han gerne ville køres på arbejde i Struer om fredagen. Bernd kørte ham derop, så han kunne møde kl. 10.00 – hurra for flextid.

Det føles så godt, når “ungerne” er gode ved hinanden og hjælper hinanden.

Tusind tak for jer….

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    OnTrip.dk
    januar 20, 2020 at 4:48 pm

    Sikke dog et dejligt indlæg, Kirsten. Jeg bliver da helt glad i låget når jeg læser det. Du har da været ret heldig med de unger 😉

    /Annette

    • Reply
      kimic1
      januar 20, 2020 at 10:21 pm

      Hej Annette,
      Jeg synes også selv jeg har været meget heldig med dem HA-HA.
      Du har helt ret, det er nemlig lige til at blive glad i låget af, når ens unger passer på hinanden og drager omsorg for hinanden. Vores datter skal nogle gange møde kl. 06.15 og har af og til aftenmøder m.v., så når det hele har skullet gå op med at hente/bringe børn, sovetider osv. har hun ikke altid kunnet tage deres bil. Det er så meget nemmere for hende nu, og det er dejligt at vide.

      /Kirsten
      Tusind tak for kommentaren og dit besøg.

Leave a Reply