På farten Små ture i Danmark

Tur med vægteren i Ribe

Ribe domkirke

Fredag aften var jeg i Ribe sammen med nogle søde mennesker, som jeg ser en gang i mellem. Vi skiftes til at arrangere lidt for hinanden, og i fredags var der så arrangeret pizza og rødvin, derefter en tur med vægteren i Ribe.

Vægterrundgang

I Ribe er der 4 vægtere, der deler tjansen. De er ikke bundet af nogle faste ruter, og bestemmer derfor selv, hvad de vil vise de gæster de har med rundt i byen. Vægteren vi fulgte rundt i byen var en hyggelig og lun fyr. Han fortalte om byens historie, hekse og andet godtfolk, alt sammen krydret med masser af røverhistorier.

Vi har tidligere været med vægteren rundt i Ribe, hvor vi gik en helt anden rute, og derfor var historierne der blev fortalt denne gang jo også nogle andre. Jeg skal ikke trætte jer med Ribes historie her, men turen gik selvfølgelig forbi mange af Ribes små hyggelige huse.

Hvis beboerne i huset her skal have en ny dør, kan den nok ikke lige købes i et byggemarked 😀

De helt gamle huse er selvfølgelig mest charmerende, vi kom da også forbi et par stykker af dem. Mange af dem ligger spredt rundt i byen, men tiden var desværre ikke til at ose rundt efter dem alle denne aften. Her er lige et par af dem vi kom forbi.

Noget andet Ribe er kendt for, er de flotte døre – her er også lige et par af dem vi kom forbi.

Vægtertraditioner i Ribe

Vægterne var datidens politibetjente. De havde til opgave at holde ro og orden, samt passe gadebelysningen i byens gader om natten. En anden vigtig opgave var at slå alarm i tilfælde af ildebrand og stormfloder, og stormfloder har der været flere af gennem tiden.

Det var også vægteren, der under sin rundgang markerede hvert timeslag ved at synge et vægtervers. Dengang var der ikke mange, der havde et ur, så han sang, for at vise borgerne, hvad klokken var og at der blev holdt vagt i byen. Sangen var en vigtig del af jobbet som vægter.

Vægterordningen i Ribe har eksisteret fra 1300-tallet, og frem til 1902, hvor ordningen ophørte. I dag går vægteren rundt i Ribes gader til ære for byens turister, så de kan høre lidt om byen, dens historie og se de smukke huse.

Hvis man gerne vil gå en tur med vægteren, er der meeting point udenfor Weis Stue, som ligger på Torvet, skråt overfor domkirken. Turen er gratis, tager ca. 45 minutter og starter kl. 20.00. I juni juli og august er der også ture kl. 22.00.

Kommer du i nærheden, kan det bestemt anbefales at gå tur med vægteren i Ribe, det er ganske hyggeligt og du f¨år set lidt af byen.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Venterpaavinblog
    juli 30, 2020 at 7:03 am

    Sikke nogle dejlige billeder! Jeg skal med min lillesøster og svoger til Ribe for første gang i august, for at se det nye heksemuseum og spise noget lækkert mad – det skal nok blive godt 🙂

Leave a Reply