Det meste af dagen i dag er tilbragt på Vejle sygehus. B. skulle til forundersøgelse, heldigvis ikke for noget alvorligt, men derfor er det jo alligevel rarest, når det er overstået. Meget af tiden er gået med at vente på de forskellige undersøgelser og læger, der skulle kigge på ham.
Vi var så heldige at have en eftermiddag med pigerne i dag. De holdt fri fra SFO og børnehave, så vi kunne hygge sammen. Det er så dejligt at have dem alene uden deres forældre, en gang i mellem, det giver altså nogle helt andre snakke. Jeg elsker deres finurlige, underfundige og til tider lettere krøllede tanker.
I dag har B. fødselsdag. Det har han i hvert fald ifølge sin dåbsattest, men det er nu ikke noget vi mærker særlig meget til her i familien. Ud over lagkage til kaffen, for vi er jo svært glade for kage her i huset, så ønsker han ikke at blive fejret. Ingen gæster, gaver eller anden festivitas.
Vi var også så heldige at have et dejligt besøg af pigerne her i pinsen. Deres forældre skulle i byen pinselørdag, så aftalen var, at pigerne skulle komme og sove hos os fra lørdag til søndag. Det var længe siden de havde været her til overnatning på grund af Corona’en, så denne gang var det ekstra dejligt.
Vi er så heldige, at have nogle fantastiske unge mennesker i vores liv, tusind tak for jer. Det har ugen, der lige er gået så tydeligt vist. Ugen har nemlig været så dejlig. Den startede med, at vores søde svigerdatter meldte sin ankomst tirsdag. Hun skulle til konference her i området, og heldigvis valgte hun at overnatte hos os. Alternativet var, at hun skulle op før en vis mand fik sko på og havde en 3 timers morgen-køretur foran sig eller overnatte på hotel.
Så blev det 4. adventsweekend – sidste weekend før jul, og den startede virkelig hyggeligt. Vi mødtes med vores faste hundeluftegruppe fredag formiddag til gløgg og æbleskiver ude i skoven.
En havde En lille een (bitter) med, som vi startede med. En anden havde lune æbleskiver med. Vores ven Frank kører på motorcykelferier og har udstyret i orden.
Han havde et lille gasblus med, som vi varmede gløgg på. Kaffe og tilbehøret var vi et par stykker, der havde med.
Der var selvfølgelig også masser af guffer til hundene.
Et par timer senere pakkede vi sammen, slettede alle spor efter os og gik hver til sit med ønsket om en Glædelig jul.
Julearrangementet var så stor en succes, at et par stykker begyndte at arrangere vin og kransekage til nytår. Det lyder hyggeligt, men der kan vi desværre ikke være med, vi tager nemlig i sommerhus hen over nytåret, men mere om det senere.
Det var lidt tid siden vi sidst havde set Claus, så det var super dejligt at se ham i søndags, hvor han kom hjem for at holde jul.
Det var ikke kun os, der var glade for at se Claus. Der var i den grad også gensynsglæde, da Claus og Aiko så hinanden. De er utrolig glade for hinanden – de to.
– Og her er de så
– mine 3 drenge. Der er ingen af dem, der ligefrem nyder, at der er et kamera i nærheden, på billedet her blev de lidt overrumplede, og det er et af de heldige at få taget.
Det var den sidste adventsweekend i år. Hvis du har lyst kan du læse om vores andre adventsweekender HER
Vi skulle have været til hvalpetræf ved den opdrætter, hvor Aiko er født, i dag. Det blev desværre aflyst, for hele familien dernede ligger med influenza. Ærgerligt, for vi havde virkelig glædet os til at se alle hundene, og Susanne og Leif igen.
Først på året var Bernd ude for en arbejdsulykke, derfor har han været nødt til at stoppe med at arbejde. Selvom det jo er på en træls baggrund, er der ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget, for nu kan vi begge gå og hygger os herhjemme.
For et års tid siden var det nemlig mig der, – godt nok af egen fri vilje, besluttede mig for at sige mit gode job som lægesekretær op. Det var et job jeg var rigtig glad for og som gjorde mig stolt. Jeg følte virkelig at jeg gjorde en stor forskel, specielt i mine mange aften- og weekendvagter. Jeg skal ikke trætte jer med en historie om hvorfor, kun at der var noget stress og smerter ind over. I dag er jeg bare så glad, lettet og taknemmelig for den drejning tilværelsen har taget.
Nu må I altså ikke tro, at vi sidder her som et par gamle forstokkede og svagelige krøblinger. Hvis I følger med her på Kimics dagbog vil I se, at vi lever et ganske aktivt liv. Der er bare nogle områder, hvor vi er nødt til at passe på os selv og hinanden.
I drømmer ikke om, hvor tit vi er blevet spurgt om, hvad vi får tiden til at gå med. Hver gang er svaret, at det overhovedet ikke er noget problem. Nærmere tværtimod. Nu er vi så heldige, at vi begge har forskellige ting, vi er optaget af, så vi spørger tit hinanden, hvordan pokker vi havde tid til at have to fuldtidsjobs.
Det der fylder allermest for os er vores dejlige, bøvlede, søde, frække og sjove golden retriever. Aiko hedder han. Nogle gange er han ved at bringe mit p.. i kog, men langt det meste af tiden er han den skønneste, kæreste elskerbasse, der totalt smelter mit hjerte. Han er endnu kun en stor hvalp på 10 måneder, så han er virkelig teenager for tiden. Jeg tør godt garantere, at I nok skal lære ham at kende, for han kommer selvfølgelig til at fylde lidt her på bloggen.
Vi har fået mere tid og overskud til at være mormor og morfar. Vi er nemlig så heldige at have vores børnebørn – to dejlige tøzepiger på 7 og 4 år – ganske tæt på, hvor vi bor.
Men vi laver også meget andet. Blandt andet vil vi rigtig gerne ud at rejse. Derfor driver jeg rejsebloggen Kimic on Tour, hvor I kan læse om vores rejser, hvis I har lyst. Før vi fik Aiko var vi helt sikre på, at vi sagtens kunne tage på roadtrips rundt i Europa, og have ham med. I dag er jeg nok lidt mere i tvivl om, hvor meget vi kommer af sted. Det skyldes både Bernds arbejdsskade, men også fordi det ikke virker som om Aiko synes det er det fedeste i verden, at være på længere køreture.
Først og fremmest synes jeg det er sjovt at blogge. Som sagt bliver der nok skruet lidt ned for rejseriet, og dermed bliver der sikkert ikke helt så meget at blogge om på Kimic on Tour som nu. Derfor synes jeg det er fedt, at jeg kan blogge om alt mulig andet her på Kimics dagbog.
Jeg har læst en del blogposts om at starte en ny blog, hvor man bliver rådet til at finde sin niche og ikke sprede sig over for meget forskelligt. Hvis jeg skulle følge de råd, ville jeg hurtigt ”gå død” i at blogge. Der er ingen garanti for, hvad jeg vil skrive om her på bloggen, kun at jeg vil skrive om det der falder mig ind, er vigtigt for mig og som optager mig lige nu.
Og så synes jeg i øvrigt, at vi er alt for få voksne bloggere. Det vil jeg gerne være med til at gøre op med. Der er ingen aldersgrænse for at blogge og være aktiv på SoMe, så vi kan akkurat lige så godt være med som de helt unge. Mange af de unge/yngre bloggere inspirerer mig rigtig meget. Det er måske ikke helt de samme ting, der optager os, men vi kan sagtens få en masse ud af at følge hinanden uanset alder. Og så vi jeg bare lige sige, at selvom man er 50+ er livet bestemt IKKE kedeligt!
Jeg håber rigtig meget, at I har lyst til at læse med her på Kimics dagbog.