Mini-krydstogt Rejser Tallinn

Hvad kan man nå på 5 timer i Tallinn?

Vi havde glædet os rigtig meget til vores 5 timer i Tallinn, og selvom det var et meget kort besøg blev vi positivt overrasket over, hvor hyggelig byen er. Dagen var startet med en stor morgenbuffet ombord på Princess Anastasia, som havde sejlet os fra Skt. Petersborg til Tallinn. Sejlturen var gået rigtig godt, vi var veludhvilede, propmætte af den lækre morgenmad, og helt klar til at indtage byen.

Vi havde været vant til de “reserverede” russere, stort set uanset, hvor vi kom frem, så det var en fornøjelse at ankomme til Tallinn. Da vi kom gående hen ad gangen med vores røde EU-pas i hånden blev vi modtaget af en smilende ung mand. Han viste os hen  ad en anden gang end de øvrige rejsende. Lidt længere henne var paskontrollen, den var lukket, men en ansat stod udenfor og hilste os “Welcome to Estonia” med et endnu større smil end den første vi mødte. Passene var de ikke interesserede i at se.

I ankomsthallen blev vi modtaget af vores dansktalende guide, og første punkt på dagsordenen var en tur ud til bydelen Kadriorg, som ligger i udkanten af Tallinn.

I Kadriorg finder man de fineste, velholdte pastelfarvede huse

Vi skulle se det lille Kadriorg slot. Det er opført af Peter den Store af Rusland. Det var en gave til hans hustru Katharina. Det er den selvsamme Katharina, som Katharinapaladset i Pushkin ved Skt. Petersborg er opkaldt efter.

Estlands præsident har sin bolig i parken bag slottet.

Den øvre del af Tallinn

Herefter gik turen ind til den gamle del af Tallinn, hvor vi startede i den øvre del af byen. Det var her de velhavende i sin tid boede, og hvor de fleste udenlandske ambassader ligger i dag.

Jeg synes næsten ikke man kan besøge Tallinn uden at se den smukke russisk ortodokse Alexander Nevski katedral.

Lige overfor katedralen ligger det lyserøde palads, som er bygget af den russiske zsar. I dag benyttes paladset af det estiske parlament.

Lidt af den gamle bymur

Når man går rundt i den øvre del af Tallinn er der flere steder, hvor udsigten over den nedre del af byen er rigtig god.

Hvor Dannebrog faldt ned

Et af stederne man kan se fra oven er stedet hvor myten siger, at Dannebrog faldt ned fra himlen i 1219. Men nu er det jo kun en myte. Vores guide fortalte da også, at esterne trækker stort på smilebåndet over, at mange danskere er hoppet på den.

Vi nåede desværre ikke, at se det famøse sted i øjenhøjde på den korte tid vi havde i Tallinn.

Den nedre del af Tallinn

Vi fortsatte ned i den nedre del af byen.

Ned og op

Vi gik gennem de hyggelige gader og sugede indtryk til os:

Rådhuspladsen i Tallinn

Det gamle apotek

I et hjørne af Rådhuspladsen ligger det gamle apotek, Raeapteek. Apoteket er fra 1422, og dermed et af verdens ældste apoteker. Jeg er nok lidt miljøskadet af mit arbejde i sygehusvæsenet, men jeg elsker gamle apoteker, så vi gik indenfor.

Den første afdeling man kommer ind i er den, der i dag fungerer som almindeligt apotek. Jeg er vild med skuffe-/skabsvæggen, men det så nu ud til at de forskellige medikamenter stod i en “skøn blanding”, men det har de nok en mening med.

I den bagerste afdeling er der en spændende lille udstilling af de remedier, der blev brugt i gamle dage.

Jeg gad godt vide, hvad solbleget hunde-bæ og tørrede hjorte-penisser kan kurere?

Hvis ovenstående ikke virker, kan det være en infusion med træ-lus eller tørrede tudser kan gøre noget godt.

På vejen ud sneg jeg mig til at tage et billede af apotekets baglokale, – jeg håber godt nok de ansatte selv kan finde rundt i medicinen- ha-ha!

Det var hvad vi kunne nå på vores 5 timer i Tallinn. Det er en virkelig hyggelig og velholdt bymidte, og der er ikke noget at sige til, at bymidte er på UNESCO’s verdensarvsliste.

Lige et sidste kig på de flotte kupler på Alexander Nevski katedralen

Der er slet ingen tvivl om, at vi sagtens kunne have brugt meget mere tid i byen, for 5 timer i Tallinn er alt for lidt. Vi vil helt klart gerne tilbage til denne hyggelige by. Nu står der bare en flyrute fra Billund på ønskesedlen, så vi slipper for en mellemlanding i Stockholm igen. Vi er klar til at vende tilbage et par dage.

Vores mini-krydstogt var ved at være slut. Tilbage havde vi kun en flyvetur fra Tallinn via Stockholm til Billund.

Hvis du endnu ikke har læst de andre indlæg fra vores Østersø krydstogt kan du finde dem HER.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply