Bøger Samarbejde Seniortestfamilien

Hævnen er sød

Jeg har lavet en anmeldelse af bogen Hævnen er sød A/S for forlaget Modtryk og Seniortestfamilien. Bogen er skrevet af den svenske forfatter Jonas Jonassen, som er kendt for sin humoristisk og lune fortællestil. Hævnen er sød A/S er helt sikkert ingen undtagelse.

Hævnen er sød A/S af Jonas Jonassen

Her er lidt af anmeldelsen:

Er du til en bog fuld af humor og med en lidt spøjs handling, så skal du helt klart læse Jonas Jonassons bog Hævnen er sød A/S. Jeg kan rigtig godt lide forfatterens lune, humoristiske fortællestil. Jeg må dog indrømme, at jeg lige skulle lidt ind i bogen, før den rigtig fangede mig, men da først koblingen mellem de forskellige personer begyndte at falde på plads, var jeg til tider flad af grin over personernes påfund. Som titlen antyder, så handler bogen blandt andet om et firma, der sælger færdiglavet hævn. Ideen til firmaet fik iværksætteren Hugo Hamlin i festligt lag, godt hjulpet på vej af sild og snaps.

Historien foregår både i Afrika og Stockholm. Der er mange spøjse forviklinger og misforståelser mellem personerne. En stor del af dem er skabt af en vis masai-kriger, som ikke helt forstår, hvordan tingene er skruet sammen i Sverige.  Jeg følte mig virkelig godt underholdt, mens jeg læste bogen. Man kan undre sig over, hvad en masai-kriger mon laver i Stockholm, hvad de skal med en rulletrappe på den afrikanske savanne, hvordan et par æggemadder med Kalles Kaviar kan bruges som betaling og hvor meget ravage et glas tyttebærsyltetøj kan lave, men sådan er der jo så meget……
Alt dette og meget mere får du svar på, når du læser denne underholdende bog.

Hvis du endnu ikke har læst nogle af Jonas Jonassens bøger, er de måske en idé til julens ønskeseddel. Jeg kommer til at give en af hans bøger til en af familiens læseheste, men det siger vi ikke til nogen, vel?

Forhåbentlig god læselyst.

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply